Rystende, vakkert og vondt

Kirkerommet og musikken tilførte helt egne momenter til fortellingen om Terje Vigen, da diktet ble framført i Fjære kirke torsdag 18. februar.

Sammen med gitarist og komponist Terje Johannesen, cellist Kaja Fjeldberg Pedersen og perkusjonist Jon K. Rosslund, har Eidsvold satt sammen en forestilling som gir noe helt nytt til Henrik Ibsens dikt.

“... stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det, kanhænde, det gik som det gik
- og så får du ha’e tak da, Gud!”

I Grimstad kjenner vi det ikke minst fra opplesningene på Kvaløya under festivaldagene i august. Men dette ble annerledes. Utenfor Fjære kirke, på kirkegården, sto Terje Vigen-minnesmerket. Inne satt sterkt berørte tilskuere og hørte blant annet disse tre siste versene: 

Da yachten drejed for Hestnæs-sund,
den heiste det norske flag.
Lidt længre vest er en skumklædt grund
- der gav den det glatte lag. 
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
"stort har jeg mistet, men stort jeg fik. 
Bedst var det, kanhænde, det gik som det gik
- og så får du ha'e tak da, Gud!"

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skæmtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn. 

Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skøttet, var sunken og lav,
men bar dog sit sorte bræt.
Der stod "Thærie Wiighen" med hvidmalt skrift,
samt året, han hvile fandt.
- Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.